VELKOMMEN TIL BEDRE PSYKIATRI UNGDOMS BLOG

Læs med på bloggen og find spændende indlæg fra vores fantastiske frivillige, daglige arbejdsgange hos Bedre Psykiatri Ungdom samt interessante historier fra pårørende til psykisk sårbare.
_________________________________________________________________________________

7/10-2017:
Portræt af en tidligere frivillig og formand for landsbestyrelsen; Ida Beneticte Castberg

Ida er tidligere formand for landsbestyrelsen hos Bedre Psykiatri Ungdom. Hun er 28 år gammel og arbejder til dagligt som selvstændig fysioterapeut i København NV.

Læs med her og få et dybere indblik i hvad Bedre Psykiatri Ungdom laver og hvordan organisationen er blevet til det den er i dag.

Foto: Privat

Ida begyndte i Bedre Psykiatri Ungdom København, hvor organisationen i sin tid nedstammer fra. Ida begyndte i Bedre Psykiatri Ungdom København i 2012, hvor de i forvejen frivillige allerede havde påbegyndt et vokseværk af organisationen til både Odense og Roskilde.

>> Jeg havde taget orlov fra min fysioterapeut-studie. Da jeg havde en idé om at jeg hellere ville læse psykologi, søgte jeg ind i Bedre Psykiatri Ungdom for at finde ud af om dette studie potentielt ville være noget for mig. Jeg valgte at fortsætte min uddannelse til fysioterapeut, men blev dog også i Bedre Psykiatri Ungdom. Jeg blev så glad for at være i det, at jeg blev i BPU lang tid efter <<

Ida bidrog i tidernes morgen selv til at hjælpe en opstartsproces i Aalborg, Viborg og Kalundborg samt yderligere, at gøre processen mere fast og konsekvent på et nationalt plan de nu mange afdelinger imellem.

>> Jeg gik meget op i, at vi først og fremmest skulle forsøge at gøre samarbejdet stærkt og konsekvent på tværs af landet, før fokus gik på at blive større. Større er ikke nødvendigvis bedre <<

Ida uddyber:

 >> Desuden arbejdede jeg hårdt for at vores kerne i København skulle blive så stærk som overhovedet muligt <<

Derudover havde Ida og de resterende frivillige en idé om, at den træning som facilitatorene fik, med henblik på at føre diverse pårørendegrupper, skulle være så nationalt samstemmende som overhovedet muligt. Dog mener hun at det vigtigste var, at man ikke kørte surt i sit frivilligjob hos BPU, men derimod at fokus skulle være at hygge sig, hjælpe andre og at have det sjovt med andre frivillige.

>> Det var dog også vigtigt for os dengang, at man havde mulighed for rent praktisk at forme det som man ville, men dog under de samme værdier og budskaber som BPU står for som organisation <<

Ida fortsætter:

>> … Og når man er frivillig handler det også meget om at finde en måde at arbejde på, som bliver positiv og hvor det er en fælles beslutning at løfte i flok. Det betyder også meget, at man er sammen om det <<

Bedre Psykiatri Ungdom er kun blevet stærkere gennem tiden, og meget af det kan blandt andre Ida takkes for. I dag har foreningen nemlig lokalafdelinger i både København, Odense, Aalborg og Viborg.

>> Den tid jeg var der skete der en hel del. Jeg stoppede så at sige på toppen <<

Ida nåede at fungere som frivillig samt formand for landsbestyrelsen i Bedre Psykiatri Ungdom i tre år, og stoppede for godt to år siden. Ida taler desuden til den aktuelle facilitatorweekend som finder sted i skrivende stund, denne weekend, fra 6.-8. oktober.

_________________________________________________________________________________________
Dette indlæg er skrevet af:

Foto: Privat

Cecilie Hald Willaume-Jantzen
Frivillig i BPUs eksterne kommunikationsudvalg

________________________________________________________________________________________

5/7-2017:
Portræt af en psykisk sårbar

Clara Bugge Larsen er 23 år gammel, har diagnosen paranoid skizofreni, og har til Bedre Psykiatri Ungdom fortalt hvordan hendes diagnose påvirker hverdagen samt forholdet til sine pårørende omkring sig.

Foto: Privat

Clara startede ud med at få diagnosen skizotypi, som er en mildere grad af skizofreni, tilbage i 2014. Her var hun 20 år og lige startet på Danskstudiet på Københavns Universitet, dette er hun dog sygemeldt fra på nuværende tidspunkt. Lægerne fandt dog senere ud af, at Clara var fejldiagnosticeret, grundet at hun havde lange psykoser, hvilket inden for psykiatrien er tegn på paranoid skizofreni frem for skizotypi:

>> Jeg havde både timelange og ugelange psykoser <<

I dag går Clara to til fire gange om ugen på det toårige forløb på OPUS, som er en organisation for unge mennesker mellem 18 og 35 år, som alle har en >> skizo-sygdom <<. Her får Clara og de andre unge mennesker den hjælp de skal bruge for at komme igennem hverdagen og de tanker som løber oppe i hovederne i dagligdagen:

>> Jeg får både hjælp af læger i form af medicinering, samtaleterapi med ergoterapeuter eller psykomotoriske terapeuter, samtaler med socialrådgivere og gruppeterapi i samvær med nogle andre unge med samme diagnose <<

Clara fortæller hvordan de pårørende har håndteret hendes sygdom vidt forskelligt:

>> Jeg bor sammen med min kæreste, og så har jeg mine forældre og min søster. Det er nok dem jeg vil betegne som mine primære pårørende <<

Både Claras forældre og søster har inden for den seneste tid været en del af den pårørendeundervisning som OPUS udbyder. Dette indbefatter en undervisning som strækker sig over fire eller fem gange og som omhandler Claras sygdom, hendes symptomer og hvordan man som pårørende kan bidrage til en bedre og nemmere hverdag for den psykisk sårbare gennem viden om sygdommen samt håndtering af eventuelle følelser eller egne fordomme herom:

>> I starten havde de meget svært ved at kommunikere om tingene og tale om det. Især fordi det kan være svært at tale om ting såsom selvmordstanker eller andre sygdomssymptomer, som de har svært ved at forstå, da de jo umuligt set kan sætte sig ind i det <<

Clara fremhæver at forholdet til faren, qua hans forløb på OPUS, er blevet meget vigtigt for hende. Nu snakker de sammen minimum en gang om dagen, hvor Clara beskriver hvordan hun har det samt hvad hun skal have hjælp til i nærmeste fremtid:

>> Mine forældre hjælper mig enormt meget med praktiske ting, som for mig er meget gavnligt da jeg ellers ikke får tingene gjort. Mine forældre kommer eksempelvis med mad til fryseren. Dette hjælper mig, da jeg ellers ikke får noget at spise i løbet af dagen <<

Clara beskriver hvordan hun tidligere har været meget vred på sine forældre, da hun mener at man som forældre skal stå til ansvar for sine børn samt hvad der sker med dem:

>> Det er jo ikke mine forældres skyld at jeg er syg, men jeg synes at de har et ansvar <<

Clara bor på nuværende tidspunkt sammen med sin kæreste på Frederiksberg. De har været kærester siden før Clara blev færdig med gymnasiet og altså før at Clara fik sin diagnose for tre år siden i 2014. Clara og hendes kæreste har derimod svært ved at tale om tingene, da Christian, som Claras kæreste hedder, har svært ved at acceptere sygdommen som en primær del af deres liv sammen:

>> Han har nok nogle tanker om, at hvis han ved hvad sygdommen betyder, og hvad den indebærer for mig, så bliver det rigtigt, og det har han svært ved at acceptere <<

Clara uddyber at Christian naturligvis er villig til at snakke om sygdommen, men beskriver desuden at han bliver meget berørt af det, samt at han måske føler at Clara bliver et andet menneske, hvis det bliver ’rigtigt’ og noget som snakkes om til dagligt:

>> Der vil nok altid være nogle barrierer mellem han og jeg i forhold til at snakke om sygdommen, da det altid vil være et tabu <<

Hun fortsætter:

>> Det må også være svært, når den han blev forelsket i engang ligesom ikke er den samme raske person mere. (…) Vi burde nok have taget snakken om, hvorvidt at han reelt ønsker at være en del af det her. Det er jo ikke hans skyld at jeg er syg <<

Clara afslutter at hun en dag ønsker at gøre sin uddannelse færdig, men at det nok ikke bliver på danskstudiet. Hun fremhæver da ergoterapeut som en mulighed for hende, og glæder ser personligt enormt meget frem til at dette bliver muligt, da det nemlig betyder at hun er rask nok til at fortsætte sit liv på nogenlunde almindelig vis:

>> Mit arbejde på nuværende tidspunkt siger jeg er på OPUS, fordi jeg arbejder på at blive rask <<

_________________________________________________________________________

Dette indlæg er skrevet af:

Foto: Privat

Cecilie Hald Willaume-Jantzen
Frivillig i BPUs eksterne kommunikationsudvalg
_________________________________________________________________________________
10/06-2017:
Portræt af en frivillig

Isabelle Bernard Thulstrup bor i Viborg, hvor hun lige er blevet optaget på en bacheloruddannelse som animator. Derudover er hun nystartet frivillig hos Bedre Psykiatri Ungdom i Viborg, og er ydermere, ligesom tidligere informant Røskva, derudover pårørende til en psykisk sårbar. Læs med og hør Isabelles historie.

Foto: Privat

Isabelles mor er psykisk syg men er dog ikke diagnosticeret. Altså er hun heller ikke i nogen former for behandling på nuværende tidspunkt. Dog placerer Isabelle moderens psykiske sygdom, på baggrund af observation og interaktion med hende, som værende noget i stil med en bipolar lidelse:

>> Hun har et meget forvrænget verdensbillede og har svært ved at komme ud over sig selv, sit eget ego og sine egne behov <<

Derudover pointerer Isabelle, at moderen ikke er i stand til at se situationer ud fra andre folks perspektiver, da hun altid har en idé om, at alle folk er ude på at skade hende. Derfor gik Isabelle mere og mere ind i sig selv:

>> Jeg levede i min egen lille boble af at have den perfekte familie, dette var dog ikke tilfældet, da det endeligt, engang i 8.- eller 9. Klasse gik op for mig, at sådan hang det ikke sammen <<

Yderligere kommer moderen da også selv fra en >>skadet<< familie, som Isabelle selv beskriver det, hvilket hun selv mener klart har været med til at forstærke forskellige ting, herunder moderens symptomer.

Af selvsamme grunde, har Isabelle på nuværende tidspunkt ikke længere kontakt med sin biologiske mor, denne brød hun i en alder af 18 år, da hun ikke længere kunne se grund til at relationen kunne gavne hendes videre liv.

>> Mit liv er egentlig super dramatisk, når man sådan først går i kast med det <<

Isabelles motivation for at indgå som frivillig i Bedre Psykiatri Ungdom er, at hun husker sig selv som værende et barn som var meget alene, og meget overladt til sig selv.

>> (…) og jeg bebrejdede mig selv for rigtig mange af de ting, som skete rundt omkring (…) først da nogle fik øjnene op for at jeg var en person og med mine egne behov, sprang jeg ud af denne boble, og begyndte at skabe et liv for mig som selvstændig person, og på mine egne præmisser <<

I den forbindelse, kunne Isabelle godt tænke sig at bidrage til, at skabe en dialog til andre mennesker, som kan gå igennem de eksakt samme følelser og manglende behov som hun selv, da hun selv har manglet dette og anser det som en vigtig ting; dét faktum, at have nogle at snakke med – hvad enten denne er sårbar eller pårørende.

>> Det ville hjælpe mig meget, hvis jeg kunne hjælpe andre med at løsne den op for disse samtaler, ved at dele ud af min egen historie <<

Derudover, vil Isabelle gerne;

>> At folk har et sted, hvor de kan komme med deres historie og blive hørt og blive forstået, så de ikke føler at de er alene omkring det hele <<

Isabelles gode råd til andre pårørende til psykisk sårbare er;

>> (…) at sørge for at lytte til sig selv samt at velværet af den psykisk sårbare ikke skal være på bekostning af dig som person eller dit velvære som pårørende <<

Isabelle afslutter meget stålsat:

>> Husk at du ikke er alene <<

_________________________________________________________________________________________
Dette indlæg er skrevet af:

Foto: Privat

Cecilie Hald Willaume-Jantzen
Frivillig i BPUs eksterne kommunikationsudvalg

_________________________________________________________________________________
10/05-2017:
Portræt af en frivillig

Da bloggen har været nede et godt stykke tid, påbegynder vi nu et nyt koncept: portræt af en frivillig, og bringer altså denne til live igen. Denne måned handler det om Røskva Sherman, som både er frivillig og pårørende. God læselyst.

Foto: Privat

Røskva Sherman er ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i afdeling København. Her er hendes funktion eksempelvis at tage ud på diverse institutioner og formidle Bedre Psykiatri Ungdoms budskaber og tilbud til pårørende til psykisk sårbare – blandt andet med udgangspunkt i egne erfaringer. Læs med i dette blogindlæg og få et nærmere indblik i Røskvas liv omhandlende, hvordan det har været og er, at være pårørende til en psykisk sårbar samt begrundelsen for hendes dybdeborende engagement i Bedre Psykiatri Ungdom.

Røskva har gennem hele sit liv haft en mor som har været og er bipolar. Da Røskvas mor er et par af tres i dag, var hun da også ung i en tid, hvor der ikke nødvendigvis fandtes så meget fokus på diverse diagnoser og diagnosticering generelt. Af samme grund fik hun da også først sin diagnose sent i livet – faktisk først da Røskva er 10 år gammel – og diagnosen var indtil da blot en selvmedicinering frem for en lægelig diagnose. Yderligere kommer Røskvas mor selv fra en socialt belastet familie og begyndte da også allerede at drikke en del alkohol i en meget ung alder.

Til dagligt kommer moderens diagnose til udtryk ved, at hun er meget præget af humørsvingninger, og dette kan desuden skifte fra minut til minut – Røskva selv beskriver sin mors beregnende grundstemning som værende ustabil, og desuden hendes variabler langt bredere end vores andres normalt ville være.

>> Det skal man lige tage højde for, når man taler med hende og når man er sammen med hende i det hele taget <<

At håndtere moderes diagnose, da Røskva boede hjemme især, kunne nemt blive en belastende opgave

>> Jeg tror bare at jeg fik det der som mange børn der er i sådanne udsatte situationer får. Jeg havde et øje på hver finger, og var meget klar for hvordan fornemmelsen var <<

Røskva beskriver generelt situationen, når hun kom hjem fra skole, med at mærke som det første, i hvilket humør hendes mor var. Dette var bestemt afgørende for resten af dagen i det lille hjem på Christianshavn, som jo på daværende tidspunkt var præget at mange beboerer med diagnoser, som Røskva selv beskriver det – så i miljøet var det måske normalen, ifølge Røskva selv, og det kunne derfor også være endnu mere svært at indse for hende som ung pige, at se det forkerte i det lille hjem, som på daværende tidspunkt kun bestod af de to – mor og datter. Var moderen i dårligt humør, var Røskva ikke i tvivl om det og prøvede at muntre hende op ved eksempelvis at tage opvasken eller at lave kaffe. Men som Røskva selv beskriver det, var der ikke så meget at gøre… Var hun derimod i godt humør, var det bare om at hoppe med på bølgen, som Røskva selv beskriver det.

Noget af det sværeste var da også at være alene om det. Det føltes for Røskva til tider meget ensomt at være i denne situation, og som meget ung – det føltes ikke som normalen. Og det var da heller ikke noget som hun snakkede med andre om. Det ville hun dog ønske i dag, at hun havde gjort, da dette bestemt kunne have gavnet hende psykisk til, at indse, at hun bestemt ikke var alene om det. Røskva mentes faktisk først at indse det abnormale i situationen da hun gik i gymnasiet. Dog mener hun selv, at dette var en del af en forsvarsmekanisme, hvor hun ikke ville indse, at der var noget galt. Først i gymnasiet finder Røskva en god veninde at betro sig til, hvor venindens familie blandt andet tager hendes ind med åbne arme og inden for de seneste par år, er Røskva og hendes søster, som er ni år ældre end Røskva selv, da også begyndt at snakke omkring deres mors diagnose – dog endnu med en vis distance.

>> Det kom sent – det kom rigtig sent <<

Røskva fandt det helt naturligt at bryde det diagnosticerede mønster fra mor til datter, og hun var bestemt bevidst om at skulle kreere et liv for sig selv. Hun påstår da også, at hun måske allerede fra start har været for blød af karakter, til at passe ind i den ellers hårde og kontante tone, som det meste at hendes familie indebar. Røskva omtaler skolen som en automatisk flugt fra det hårde familieliv, og kan nu også se et klart mønsterbrud, da Røskva har meget brug for trygge rammer og strukturerede linjer i hverdagen, hvilket hun bestemt ikke fik i hjemmet som barn.

>> Det var bare helt vildt lækkert det der med at komme i skole klokken otte om morgenen, og så er der ellers bare én som har struktureret, hvad man skal resten af dagen. Så skal man bare slippe tøjlerne, og lære <<

Røskva beskriver den første gang hun var til en psykolog, hvordan alle grænser og barriere blev nedbrudt. Her kunne hun ikke stoppe med at græde i en hel time. Men efterhånden som hun fortalte mere og mere om det, og fik ydermere at vide, at det ikke var noget at skamme sig over, blev det også en del nemmere at konkretisere og håndtere hendes mors diagnose.

>> Det hjalp rigtig meget at tale om det <<

Dog oplevede Røskva angst som efterlev af at åbne op for alle de sammenpresse minder og oplevelser fra mange års hårdt liv. Dette indså Røskva dog, blot var et lille step imod en mere følelsesmæssig og personlig udvikling, som hun da også erkendte ville tage mange år. Da Røskva gik på universitetet, hvor hun læste Social Entrepreneurship, deltog hun i en gruppe med andre, som havde haft nogle lignende oplevelser.

>> Det var helt klart en øjenåbner, at få lov at snakke om egne erfaringer i kontekst med andre folks oplevelser. Det understregede, at jeg ikke var alene, og at der ikke var noget galt med mig <<

Derudover er Røskvas råd til andre pårørende, at sætte sig ind i den pågældende diagnose. Her faldt tiøren nemlig for hende selv, da hun næsten kunne forudsætte moderens symptomer og reaktioner på verdenen samt på hende selv.

Røskvas primære grund til, at hun har valgt at blive ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i København er, at hun er forarget over, at hun som barn ikke blev mere inddraget i dét som foregik.

>> Jeg manglende lidt én som kunne informere mig om, hvad det var der skete <<

Derfor mener Røskva, at hun kan være med til, at biddrage med den ellers manglende information til de pårørende. Dette mener hun ydermere er den absolut vigtigste faktor inden for emnet om psykisk sårbarhed – når en diagnose bliver stillet, er det altså ikke blot den diagnosticerede som bliver syg, men alle de pårørende også.

Røskvas endelige råd til pårørende til psykisk sårbare er:

>>Bare rolig, det skal nok gå <<

_________________________________________________________________________________________
Dette indlæg er skrevet af:

Foto: Privat

Cecilie Hald Willaume-Jantzen
Frivillig i BPUs eksterne kommunikationsudvalg